Ilulissani Katersugaasivik -
et museum i Nordvestgrønland

Et lokalmuseum i Grønland er måske ikke umiddelbart det, de fleste forbinder med en praktikplads for en etnologi-studerende. Det er oven i købet også koldt og mørkt - og man kan ikke forstå, hvad de siger. Alligevel viste det sig at være en enestående chance for at opleve et stykke dansk(?) og grønlandsk(?) kulturhistorie, og for at blive stillet over for en række spørgsmål, der på trods af deres relevans måske sjældent træder så tydeligt frem under mere hjemlige himmelstrøg.

Af Nanna Folke Olsen

Katersugaasivik, det grønlandske ord for museum, betyder: "Stedet, hvor ting er samlet". Det er den meget beskrivende betegnelse, der vidner om, at museer er noget, det har været ukendt og derfor nødvendigt at beskrive. For der har ikke været museer i Grønland ret længe, men det er der nu. Blandt dem er Ilulissat Museum, hvor jeg i foråret 2003 tilbragte fire måneder som praktikant.

Byen og Museet
Ilulissat ligger i Diskobugten på Grønlands vestkyst. Det er Grønlands 3. største by med ca. 5.000 indbyggere (og ca. 6000 hunde), hvoraf omtrent 500 af de førstnævnte bor i kommunens fire bygder. Byen ligger nord for den nordlige halvkugles mest aktive bræ, og de store mængde isfjelde den afføder har givet byen sit navn (Ilulissat = isfjelde). Byen har to hovederhverv: fiskeri og turisme. Det er Grønlands vigtigste turistby, og hvert år kommer der tusindvis af særligt danskere, tyskere, amerikanere og canadiere.

På dette lille sted ligger Ilulissat Museum. Det er et mellemstort museum efter grønlandske forhold med en etnograf som museumsleder og to fuldtidsansatte. I 2002 var der 5541 registrerede besøgende. Gæsterne er en skønsom blanding af lokale, mest skolebørn/børnehaver, og turister. Ilulissat Museum bebor Knud Rasmussens barndomshjem. De stationære udstillinger i museet omhandler derfor ham, men også to af byens andre stolte sønner, Jørgen Brønlund og Mathias Storch. Dertil kommer en etnografisk udstilling af bl.a. grønlandske dragter, samt en samling af udstoppede fugle. Hele året er der skiftende særudstillinger om alt fra sydamerikansk kunst til grønlandske haver.  
Foto: William Kristiansen, Ilulissat Museum.

På nuværende tidspunkt er de stationære udstillinger dog under kraftig forandring. Planen er at lave en ny udstillinger om byen og bygdernes historie, om den nærliggende forhistoriske boplads Sermermiut, og en ny udstilling om Knud Rasmussen og Jørgen Brønlund. Udstillingerne vil med andre ord bevæge sig væk fra det alment etnografiske om inuitkultur og det biografiske om Knud Rasmussen og mere i retning af byen og bygdernes historie.

En etnologi-studerende i Grønland?
Men hvorfor tager en dansk etnologi-studerende til Grønland i praktik? Hvorfor ikke bare overlade det til eskimologer og antropologer med interesse for post-koloniale studier? Selve praktikopholdet med dets udbytte i form af museums-erfaring og fagligt netværk er naturligvis en del af svaret. Ilulissat museum har en flad struktur og det betød, at jeg fik adgang til at deltage i alle dele af museumsarbejdet fra økonomi og administration til udstillingsplanlægning. Arbejdet var jævnt sammensat af rutinearbejde og mere selvstændige og fagligt udfordrende arbejdsopgaver. Fordi jeg forlod mine vante sammenhænge, blev praktikperioden meget koncentreret og intensiv. Arbejde og fritid flød sammen og gav en mere altomfattende oplevelse, end hvis jeg var cyklet hjem til min to-værelses på Østerbro hver dag. Af disse årsager i sig selv var det ubetinget og på alle måder et meget givende og interessant ophold - men det var ikke alene om at gøre opholdet så spændende.

Det, jeg fandt særligt og interessant ved Ilulissat Museum, var problematikker, der har deres baggrund dels i Grønlands aktuelle post-koloniale status, dels i Ilulissats status som turistby, dels i spørgsmålet om museets rolle i lokalsamfundet. Det er store problematikker, i hvis overflade jeg kun nåede at kradse lidt, og her vil jeg derfor også kun opridse et par af dem ganske kort.

Det grønlandske lokalmuseum
Museet kom med danskerne til Grønland. Det har som kulturel institution eller blot samling ingen fortilfælde i landet. Alligevel er der siden 1960'erne oprettet 18 museer i Grønland. På det punkt deler Grønland "skæbne" med en lang række andre ikke-vestlige lande og tidligere kolonier.

Ilulissat Museum er, som så mange lokalmuseer, grundlagt af en lokal (dansk) entusiast. I dag, ca. 30 år efter grundlæggelsen, er museet, ikke mindst pga. manglen på kvalificerede grønlandske alternativer, fortsat dansk ledet. Det gør ikke museet hverken dårligt eller utroværdigt, men det rejser nogle spørgsmål vedrørende museets plads og rolle i samfundet. Hvis målet for Grønland som nation er en øget kulturel selvstændighed, er det så i længden en holdbar situation? Må repræsentationen af grønlandsk kultur så ikke over på (etnisk) grønlandske hænder? Det er spørgsmål, der bevæger sig inden for klassiske post-koloniale og museologiske problematikker om f.eks. museers "ejerskab", repræsentation og magt.

Ilulissat museum har - i kraft af sin geografiske placering og baggrund som Knud Rasmussens fødehjem - flere forskellige "ansigter". Det er et lokalmuseum, der har en forpligtelse til at fortælle lokal historie. Samtidig er museet for mange turisters vedkommende det eneste museum, de ser i (og om) Grønland og dermed det eneste møde med grønlandsk/inuit kultur og historie, de får. At museet er Knud Rasmussens fødehjem, forpligter tillige museet til at forholde sig til den koloniale periode af Grønlands historie. Nok var Knud Rasmussen 1/8 (eller var det 1/16?) grønlænder, nok levede han store dele af sit liv i Grønland, og nok fremstilles han i vore dage som den store mediator mellem grønlandsk og dansk kultur, men han repræsenterer også en tid og et tankesæt, det koloniale, som ikke umiddelbart lægger op til grønlandsk selvstændighed - hverken kulturel eller politisk. Men alle danske turister kender ham. Han er et trækplaster. Dertil kommer, at både han og kolonitiden er en vigtig del af Grønlands historie. Så derfor er Knud Rasmussen til stede i museet trods alt.

Der står museet så - mellem lokalmuseum, nationalmuseum og mindestue - og på "danske" hænder. Det er naturligvis problematikker, som museets leder, Kirsten Strandgaard, er klar over og forholder sig til. Hendes ambition med museet og dets fremtid er, at det først og fremmest skal være brugbart for byens borgere og så, at det skal være et "grønlandsk" museum. Det første skridt i den retning er taget i form af den igangværende opstilling af nye stationære udstillinger på museet, der i højere grad fokuserer på det lokale. Det næste skridt - at få museet over på grønlandske hænder - er et noget mere langsigtet projekt, men at øge kendskabet til og interessen for museet i det grønlandske akademiske miljø kunne være en del af det. Institut for kultur- og samfundshistorie på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, har ikke nogen praktikordninger, og at "importere" en praktikant fra KU kan forhåbentlig medvirke til at øge opmærksomheden og interessen for praktikopholdets lyksaligheder for såvel den studerende som for universitetet og samfundet.  
Foto: Ilulissat Museum.

Således er et lille lokalmuseum i Nordvestgrønland i rivende udvikling og midt i en malstrøm af spørgsmål, problematikker og muligheder. Så hvorfor tage til Grønland som etnologi-studerende? Fordi det ikke "bare" byder på gode erfaringer med museumsarbejde, men også for at blive stillet over for spørgsmål, der måske ikke umiddelbart springer i øjnene herhjemme, men derfor ikke er mindre relevante. Derfor!

 

Denne artikel er første gang publiceret i NEFA - information, almanakken 3/2003. NEFA er en forkortelse af Nordisk Etnologisk Folkloristisk Arbejdsgruppe - en nordisk organisation for studerende og yngre forskere indenfor etnologi og folkloristik, som NEFA Denmark er en lokalafdeling af (almanakken nr. 3, 2003).

Nanna Folke Olsen er specialestuderende ved europæisk etnologi på Københavns Universitet.
Kontakt: nannafo@hotmail.com